Hvad Luton lærte mig om fodbold
Af Esther Kofoed Sørensen
Luton Town FC har været underdogs gennem meget af deres historie. Bedst kendt for deres lille nedslidte stadion med indgang gennem nærliggende rækkehuse. Siden klubbens grundlæggelse i 1885 har Luton udstået meget; de har kæmpet i bunden af fjerde division, været konkursen nær, blevet idømt (uretfærdigt, ifølge deres fans) barske mængder strafpoints, men alligevel knoklet sig vej op gennem pyramiden af engelsk ligafodbold for nu at spise kirsebær med de store i den mest anerkendte fodboldliga i verden, Premier League.
I vinteren tog jeg til London for at følge Luton Town FC (Luton i daglig tale) og deres fans gennem tre opgør i Premier League, både inden og uden for stadion. Jeg ville undersøge, om der stadig findes gammeldags engelsk fan-kultur i den øverste engelske fodboldrække, eller om den endeligt er blevet ædt op af sheiker, betting-firmaer og udenlandske fans. Med 500 millioner fjernsyns-seere, milliarder i omsætning, og gigantiske investerings-interesser fra hele verden kunne det virke usandsynligt, at Premier League stadig kunne danne ramme omkring en klub af den traditionelle fodboldskuffe. Og dog havde Luton ry for at være netop den slags.
Kenilworth Road ”Oak Road Stand” er her udeholdenes supportere er placeret. De har indgang gennem rækkehusenes stueetager.
Da Luton i en straffesparkskonkurrence vandt sin plads i Premier League, indbragte de samtidig klubben et beløb på 215 millioner dollars. En del af summen er blevet brugt til justeringer på stadion for at imødekomme Premier Leagues krav.
Sheffield United
Efter ca. halvanden times togkørsel ankommer jeg til Kenilworth Road (”the Kenny” i folkemunde), Lutons hjemmebane, nordvest for London. Dagens kamp er et bunddrama mellem Luton og Sheffield, to hold, der hver især kæmper for at undgå nedrykning. Det trange stadion, bygget i træ, huser plads til fire dametoiletter, hvoraf tre er i udu. I Premier League, det mindste af sin slags. Det er, uden at overdrive, et gammelt stadion, som for længst ville være blevet jævnet med jorden hos de andre, mere etablerede Premier League klubber.
På trods af den fodbold-nostalgi, som Kenny lader til at inspirere i hjerterne på mange fodboldfans verden over, er Luton-fansene, i det store hele, godt tilfredse med planerne om ”Power Court,” som bliver navnet på det nye, moderne stadion. Her bliver plads og bedre sikkerhed til fremtidige opgør, og har potentialet til at sikre klubbens fremtid som et tidssvarende fodboldhold. Dog vil de, lidt endnu, og i hvert fald gennem denne sæson af Premier League mødes på de gamle, historiske tribuner.
Bundfolkets håneret
Der er tre tribunesøjler på langsiden, som mildt sagt, hæmmer udsynet. En masse hoveder forsøger, desuagtet med bevægelser ligesom siv i vinden, at overvære kampen. Sheffield er placeret et par point under Luton i ligaen, men formår alligevel at komme foran i kampen. Sheffield-fansene er nu til at høre på deres lille tribune bag et af målene. Det irriterer tydeligt Lutons-fansene, der ikke selv har meget at juble over, og får dem til at rette fokus mod det overordnede billede; håne Sheffield-fansene for overhovedet at være fans: ”How embarrassing, you’re still below us!” skråler de i kor.
Pub-ejeren Helena kender alle, der kommer ind på hendes pub. Mange medarbejdere er familie eller nære venner. De tjekker målresultater på en lille skærm med ryggen til baren.
^Mark Summerfields onkel led i mange år af demens, og når de på besøgsdage på plejehjemmet sagde, at de ville tage ham på en gåtur, tog de ham i stedet med på Kenny. For en stund var han tilbage som han var engang, fortalte historier og lyste op. Som de forlod stadion, forsvandt han lige så stille igen. Måske som mange andre fans, som har weekendens kamp som højdepunkt.
Et centralt fællesskab
Alle i Mark Summerfields familie er Luton fans. Det er en form for besættelse, der har fulgt dem alle, gennem generationer. På sin 7-års fødselsdag i 1979 blev Mark med sin onkel i hånden, taget ind for at se sin første kamp. Luton – Southampton. Siden da har han været mere eller mindre fast tilskuer på The Kenny.
Han har sæsonbillet og har ikke misset en kamp de seneste 12 år. Eller måske en enkelt på udebane, men ved alle hjemmekampe, har han siddet trofast på sin faste plads. Tradition tro mødes Mark med venner og bekendte på ”The White Horse,” en pub i det centrale Luton. De har et langbord nede i bunden af pub’en. Gruppen vokser sig gradvis større og folk må til sidst stå op i klumper rundt om bordet. Venner, søskende, fætre, forældre, sågar bedsteforældre; de er som en stor familie. Her er det bare fodbold og ikke blod, der fører dem sammen. Når Mark er oppe at købe øl, går der typisk en rum tid, før han er tilbage. Han møder gamle venner og bekendte fra stadion, der er spredt rundt overalt på pub’en.
Ganske vist indeholder møderne typisk en betydelig mængdefadøl, men de har alligevel formået at bygge et solidt fællesskab op: ”Vi er tre her, som lider af angst” fortæller Mark åbent og peger rundt. Selvom formålet med mødet umiddelbart er dagens kamp, er stemningen ærlig og rolig til at tale om alt, der ellers fylder i livet.
^I parkområderne i Luton spiller lokale fodbold i weekenderne.
Luton Town Football Club er tatoveret I akronym på Stuart. En trofast gænger på The Wheelright Arms.
^I en lille madvogn, på et hjørne ved indgangen til stadion, kan man købe hamburgers eller hotdogs. Hvad angår dressing hertil, findes høflig selvbetjening.
Manchester United
Under mit andet opgør som midlertidig Luton fan besøger mægtige Manchester United Kenilworth Road. ”Come on, Luton, come on, Luton,” runger det ned gennem de sideliggende gader. 11.500 fællesstemmer svigter ikke.
På et hjemmelavet mål et par 100 meter nede ad gaden, spiller to drenge fodbold. De spiller indforstået som både holdkammerater og modstandere. Det er ikke første gang de spiller her. Engang tegnede de målet op med kridt hver gang det blev skyllet væk af regnen – nu har naboen hjulpet med at pigmentere målet med maling. Selvom de mest af alt virker optagede af deres eget spil, standser de op, når de hører jubelskrål fra stadion. Stakåndet tjekker den ene telefonen, som han har ved hånden, for at se målresultat. Og så spiller de videre, tilsyneladende upåvirkede.
Aftenen er, som den sjældent er, mild og rolig, himlen bliver lige så stille lilla. Først når mørket er trængt gennem byen, tager de bolden under armen og går hjem. For Luton blev det til endnu et nederlag.
Byens gader synes forbundet i et virvar af elledninger.
^Beboere i Luton bor klos op ad The Kenny.
Mick George er egentlig pensioneret, men arbejder deltid som studievejleder på det lokale universitet i Luton. Det er vigtigt for ham at give noget tilbage til den by, han er opvokset i
En evighedsmaskine
Mick George er flyttet 30 min ud af Luton til Flitwick med sin kone, Jane. Naboen Chris Stokes er kommet over for at tale med om deres fælles passion som Luton-fans. Mick har sæson-billet, og Chris er diamond ticket bærer og ser dermed også alle udekampe. Chris går på stadion med skiftevis sin søn og sin datter. Mick går med Jane, men hun har på det sidste været træt af toiletforholdene og bliver derfor helst hjemme. I stuen i Flitwick, er der tæppebelagt fra ende til anden og te-serveringen er tro engelsk stil – tre store mugcups med masser af mælk og sukker for at dæmpe den knaldsorte tes belægning på tænderne. De to naboer har begge fulgt med i over 50 år. De er inkarneret fans og taler om Lutons historie, spillet og økonomiske beslutninger med et ”we” foran.
Det er de små symboler der synliggør Micks intense passion som hatter (kælenavn for Luton fans). Et diskret logo på trøjen eller kopperne i køkkenet, der er stemplet med Luton Town FC. Han kan hele Lutons historie i hovedet, og selvom snakken falder på deres 08/09 sæsons strafpoint, kan det stadig hidse ham op som var det i dag. De er enige om, at Premier League fodbold ikke er rigtig fodbold. Her er det sværere at få billetter til udekampe og stjerneklubberne tiltrækker et større rabalder. For dem er interessen for fodbold ikke ligesom et arbejde, kærlighed eller venskaber, det er en slags evighedsmaskine, et holdepunkt i livet.
^Ølkrusene løber hurtigt op i antal til opvasken på “The White –
Horse” inden eftermiddagens kamp.
^Luton fans har kaldenavnet Hatters, der stammer fra den gamle hattefabrik i Luton.
Alle de engelske klubber har forskellige kaldenavne for deres fans,
der typisk hænger sammen med en lokal historie.
Liverpool FC
Jeg er tilbage i Luton for at overvære udekampen mellem Liverpool og Luton på pub. Det er tirsdag aften, men det viser sig, at kampen ikke bliver vist på TV, fordi den oprindeligt skulle være spillet lørdag middag (hvor engelske broadcasting regler forbyder at vise Premier League kampe på fjernsynet). På The Wheelright Arms kender personalet mig efterhånden, og da jeg spørger efter kampen, lukker de mig ind i deres baglokale, hvor de streamer kampen, ulovligt. To ældre herre, oprindeligt fra Skotland og Irland, har samlet sig ude bagved i lettere træk, bølgende cigaretrøg og hosten, og jeg får lov at slutte mig til selskabet. Wifi-forbindelsen er mildest talt ustabil, og kampen bliver ved at gå i stå. Det er til stor frustration for særligt den ene herre, Jerry, som udbryder ”fucking hell,” hver gang billedet hakker. Han er ifølge sig selv ikke en fodboldfan, men lader sig alligevel rive med af dramaet på skærmen.
En gang imellem kan man høre Luton fans skråle sig gennem lydmuren af en ellers Liverpool-domineret fanskare. ”I guess Luton must have the best fans in the world,” siger den kvindelige pubejer lavmælt, en af de gange, hun har sneget sig fra baren ud i baglokalet med en smøg i mundvigen, for at tjekke kampens stilling.
Lyden fra fjernsynet bliver jævnligt overdøvet af lavtflyvende flyvemaskiner, på vej enten til eller fra Luton lufthavn, som byen hovedsageligt er kendt for. I et lykkeligt øjeblik, lykkes det imidlertid Luton at bringe sig foran 1-0, og snakken i vores baglokale, går nu optimistisk på, om fansene, der tidligere på dagen blev sendt afsted fra pub’en i tre busser på vej til Anfield i Liverpool, mon kommer tilbage kl.01 for at feste, hvis de skulle gå hen og sejre. Men efter Liverpools angriber, Harvey Elliot får bolden i nettet i de døende minutter, og dermed cementerer kampens udfald med en 4-1 sejr til Liverpool, er aftenens skæbne bestemt. Der bliver ingen pub-fest i nat.
^Kenilworth Roads baghave er tætte gader med Luton-boernes rækkehuse.
^Man vælger typisk ikke sit hold, man får det givet som barn alt efter, hvor du er opvokset i England. Mange fans ender derfor med en livslang troskab til deres klub.
Kærligheden til klubben Kynikere ville hævde, at det ikke er nok at kæmpe sig op i de øverste luftlag – det gælder om at bevise, at man kan blive hængende. Men der er en særlig autentisk og formildende stemning omkring Luton, som gør at kynismen forstummer. Et hold hvis loyale fanskare stadig repræsenterer lokalsamfundet og arbejderklassen i England. Her er medgang ingen retfærdig vægt, det er nedturene, der har defineret fansene. Om Luton Town bliver i Premier League eller rykker ned, er ikke så afgørende for dem og kærligheden til deres gamle klub. For dem er det at være fan, at følge et hold i medgang og modgang, måske livets eneste konstant.
^Gennem en lille sprække, kan man ane Manchester United spille
sig til sejr på The Kenny. Lokale unge skiftes til at se igennem
sprækken, for at få et glimt at de verdenskendte spillere.
De kan desuden forsyne interesserede med målopdateringer.
© Esther Kofoed Sørensen, 2024